Sikkerhedsregler

De vigtigste regler på stedet er sikkerhedsreglerne. I sommeren 2014 opnåede vi Dansk Rideforbunds sikkerheds certificering. Vi skal re-certificeres sommeren 2016.

Vi regner med naturlig opbakning fra rytterne på stedet, men overtrædes reglerne groft, kan man indkaldes til møde med ejer og bestyrelse til en drøftelse om evt. opsigelse af boksaftalen eller bortvisning fra rideskolen.

Generelle regler

         • Alle skal bære sikkerhedsgodkendt ridehjelm ved ridning på baner, i ridehuse samt i terræn

         • Alle skal bære sikkerhedskorrekt fodtøj ved håndtering af heste. Dvs. lukkede solide sko, når man færdes på jorden omkring hesten. Ikke    sandaler eller lignende!

   Ved ridning en lukket sko eller støvle med en lille hæl og uden store snørebånd, der kan hænge fast i stigbøjlen. Ingen ridning i kondisko eller    lignende. Sko godkendt til distanceridning er selvfølgelig tilladt.

         • Ingen må fastgøre sig til hesten ved f.eks. at vikle træktov om hånden eller rundt om livet

         • Ingen fører en hest uden trense eller grime/træktov

         • Ingen løben eller råben i nærhed af hestene

         • Vi rykker, flår, saver ikke hesten i munden med biddet

         • Vi anvender ikke pisk og sporer uhæmmet

         • Vi rider ikke med en håndhest ved siden

         • Hunde skal være under opsyn og kontrol.

På ridebane og i ridehuse

         • Alle under 18 år skal benytte sikkerhedsvest ved springning, og det anbefales at rytterne over 18 år også benytter sikkerhedsvest ved    springning.

         • For at ride selvstændigt på banerne (uden undervisning), skal rytteren have taget ryttermærke 3 eller have færdigheder svarende dertil.

         • For at ride i det store ridehus med undervisning, skal rytteren have taget ryttermærke 3 eller have færdigheder svarende dertil. Har rytteren       ikke det, bookes det lille ridehus eller der rides udendørs.

   • På ridebanen og ridehusbunden må der ikke være tilskuere og/eller andre personer end ryttere og undervisere samt evt. trækkere og de flinke     personer, som samlet klatter.

         • Der rides altid med et godkendt hovedtøj. (Se DRF reglement). Dog kan reglen fraviges, når man træner horsemanship alene i det lille ridehus    (her skal unge under 18 år, dog være under opsyn af voksen).

             Det er ikke tilladt at ride med høretelefoner! Man skal kunne høre de andre i ridehuset eller høje råb udefra

         • Vi opfordrer til kraftigt til, at mobilen ligger i lommen ved ridning og ved omgang med hestene.

         • Der opfordres til at man ikke rider uden sadel på urutinerede og unge heste.

         • Der opfordres til at ride med støvle eller sko+leggins, når man rider de urutinerede og unge heste

         • Alle skal kende klubbens regler for ridning på banerne


I terrænet (Travbanen regnes ikke med til terræn ridning)

         • Færdselsloven og DRF regler om ridning i trafikken skal overholdes, og vi viser hensyn til andre trafikanter. Dog vil vi opfordre til at man holder       sig på cykelstien og ikke rider på Vassingerødvej, Nymøllevej og Slangerupvej.

         • Der rides ind og ud ad Holmegården via ”hovedindgangene”, dvs. indkørslen og stien til skoven. Det er ikke tidladt at ride ud ved trailerne bag       det store ridehus.

         • Prøv så vidt muligt at ride mindst to ryttere sammen i skoven. Ryttere under 18 år må ikke ride alene udenfor Holmegårdens areal og 1’er       skoven. Ryttere under 12 år må ikke ride udenfor Holmegårdens areal uden følgeskab af en voksen.

         • Alle under 18 år skal benytte sikkerhedsvest

         • Alle under 18 år rider med sadel og stigebøjler

         • Medbring altid en mobiltelefon.

         • Rid med reflekser og lys i den mørke tid. Husk at du er svær at se for bilister i tiden op til, at gadelygterne tændes.

         • Tag din hest ned i skridt, når du møder andre, det er hensynsfuldt og står i skovreglementet.

 

I Stalden

         • Heste og ponyer, der står på staldgangene eller ved striglepladserne skal være under opsyn.

         • To heste må ikke passere hinanden på de staldgange som er mindre end to meter brede.

         • Foder og godbidder skal være lukket inde i foderrummet, så hestene ikke forspiser sig.

         • Redskaber og trillebøre efterlades ikke frit på staldgangen.

         • Striglekasser sættes på plads efter brug

         • For at opholde sig i stalden alene skal man have taget ryttermærke 1 eller have viden svarende dertil.

         • Ponyen/hesten må aldrig bindes i hovedtøjet.

         • Giv kun godbidder til en hest efter aftale med ejer.

         • Ingen heste på staldgangen i fordringstiden til fodervognen har passeret.

         • Orienteret dig via opslag i din stald om forholdsregler ved brand.

         • Vi opfordrer til, at hesten står med grime i boksen. Heste med grime er nemmere at få ud i tilfælde af brand. Staldpersonalet kæmper ikke       med heste uden grime for at få dem ud.


Foldene

         • En person bør kun trække én hest af gangen til og fra fold. Hvis du ikke kan finde en til at hjælpe, så skal du være fyldt 18 for at må trække       2 heste.

         • Heste der føres til fold skal som minimum føres i grime og med træktov.

         • Føres flere heste ud på samme tid, må der først gives slip, når alle er klar.

         • En hest skal vendes før den slippes løs, så man ikke bliver ramt, hvis den i kådhed spjætter med bagbenene.

         • I stedet for at trække heste på fold kan der lukkes på fold indenfor en indhegning. I dette tilfælde skal hjælpere, der afventer hestene være       placeret udenfor indhegningen.

         • For at lukke eller hente heste på folden skal rytteren have taget ryttermærke 3 eller have viden svarende dertil. Eller der skal være en       ansvarlig tilstede med tilsvarende kvalifikation.

         • Der må ikke gives godbidder eller hø på foldene, bortset fra hø på løsdriftfoldene

         • En hest efterlades ikke alene på folden, når man tager sin egen ind


Hvis der alligevel sker en ulykke

         • Stands først ulykken så flere ikke kommer til skade. (Fang f. eks løse heste)

         • Giv livreddende førstehjælp

         • Tilkald den nødvendige hjælp.

         • Førstehjælpskasser:

      o Hovedstalden og rideskolen: I Bub og Povls gang (her findes også en førstehjælpskasse til hesten)

      o I skurvognen

      o Gunnar: I staldens rytterstuen

         • Bliv ved den tilskadekommende til hjælp er kommet

         • Tilkaldes ambulance sendes en person op til Vassingerødvej, så ambulancen kan finde indkørslen, de kører oftest til Bøgevangen

         • Informer Bub og Povl

         • Tilkald pårørende. Husk at sætte korrekt kontaktinformation på boksdøren.

  Alle ulykker evalueres i bestyrelsen sammen med ejer med henblik på fremtidig forebyggelse.



Ridebaneregler – gælder på alle banerne.

Når vi færdes på vores baner eller i ridehusene er det vigtigt at kende de fælles spilleregler, så vi ikke generer hinanden ved f.eks. at komme til at ride ind i hinanden eller forstyrre hinanden.

Bestyrelsen samt ejer kan efter opslag på whiteboardet lukke det store ridehus i forbindelse med arrangementer eller vedligeholdelse.

Når vi holder udendørs springstævne er den store udendørs dressurbane lukket. Ved dressurstævner er det muligt at motionere sin hest på opvarmningsbanerne, dog med hensyntagen til de startende.

Reglerne nedenfor gælder alle vores baner, dog er det altid underviserens henstillinger, der gælder, når der er rideskole, hold i det lille ridehus eller springhold i det store ridehus.

               1. Vis hensyn – specielt til ungheste og uøvede. Dog bør disse vælge at ride på ydertidspunkterne, hvor der oftest er færre end 5 ryttere ad gangen.

               2. Alle brugere af ridehuse og baner skal sætte sig ind i ridebanereglerne.

               3. Der rides venstre skulder mod venstre skulder- også når der er undervisning. Dog bliver ryttere, der modtager undervisning på en cirkelvolte inderst og andre ryttere rider udenom.

               4. Der skridtes til og af på hovslaget. Alle skridter samme vej, én og én.

               5. Når de professionelle undervisere er tilstede, skal deres henstillinger følges.

               6. Max. 2 undervisere må yde undervisning samtidigt. Den ene underviser må gerne undervise siddende på balkonen, NB pkt. 9.

               7. Tilskuere skal undlade at forstyrre underviserne og henvises til balkonen.

               8. Skridttæpper, jakker m.m. hænges i hjørnerne, så de ikke bliver fejet ned af en forbigående hest.

               9. Hvis man skal tale med nogen på barrieren, så stå i hjørnerne eller i indgangen, ikke ved C! dvs. ingen stilstand v/C, bortset fra parader ved programridning.

               10. Trækning med heste skal foregå på hovslaget, i skridtretningen med hesten mod barrieren - roligt og uden gene for andre. Der opfordres til at bruge trense.

               11. På den store udendørs dressurbane og i det store ridehus samler man klatter efter sig eller lokker en rar tilskuer til at gøre det for sig.

               12. Indendørs er der i henhold til lovgivningen rygeforbud. Udendørs må der ikke ryges til hest på Holmegårdens areal.